Sámegillii

Artikkel i boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.

Nils Stockfleth:

... det Sprog, som nu Gud engang har lagt i dets Hjerter

Nils Joachim Christian Vibe Stockfleth
(Foto utlånt av Riksarkivet)

Nils Joachim Christian Vibe Stockfleth (1787-1866), vokste opp i Fredrikstad. Etter latinskolen i Kristiansand tok han examen artium i København. Her begynte han å studere jus, men gikk så inn i den danske hæren og blei offiser. I 1814 gikk han over til den nye norske hæren. Fra 1823 studerte han teologi ved Universitetet i Christiania.
I 1826 overtok han som sogneprest i Vadsø etter Peter W. Deinboll (se forrige artikkel). Han skulle da også betjene Vardø, Nesseby og Lebesby. Stockfleth begynte straks å studere samisk, og etter tre år søkte han Lebesby prestegjeld alene, for bedre å kunne konsentrere seg om arbeidet med samisk språk. Mens han hadde stillingen som sogneprest i Lebesby hadde han ei rekke permisjoner og studiereiser for arbeidet med samisk og finsk språk, samtidig som han i perioder underviste teologistudenter ved universitetet i Christiania i samisk og finsk. I 1839 gikk han av som prest for å konsentrere seg om undervisning, forsking og oversettingsarbeid.
Stockfleth ga i 1837 ut ei samisk ABC og lesebok, samt bokstaverings- og lesetabeller. Han oversatte ei rekke religiøse skrifter til samisk, deriblant katekismen, Det nye testamentet og Pontoppidans forklaring [1], han utga en samisk grammatikk og ei samisk ordbok. Ved sida av Knud Leem (se artikkel foran her) er han regna som grunnlegger av samisk skriftspråk. I tillegg skreiv han to større bøker om samene og kvenene og dagbok over sine misjonsreiser.

Da det i 1851 utbrøt stridigheter i Kautokeino mellom myndighetene og de vakte læstadianerne, blei Stockfleth av biskopen sendt dit som midlertidig prest, i håp om at han ville kunne roe gemyttene. Men hans uforsonlige holdning overfor de vakte førte snarere til ei skjerping av situasjonen og kan ha vært med å provosere fram Kautokeino-opprøret i 1852, der flere blei drept og hans etterfølger sogneprest Hvoslef blei skada. (Se neste artikkel.)

Stockfleth hevda at både samer og kvener hadde “en hellig Ret” til “sit Sprog og sin Nationalitet”. Den første tida møtte Stockfleths arbeid for samisk språk stor velvilje hos myndighetene, han fikk gode økonomiske vilkår for sitt forskingsarbeid og fikk utgitt sine skrifter. Men ettersom den norske nasjonalismen styrka seg rundt 1850, møtte arbeidet hans mer og mer motstand, og i 1851 gjorde Stortinget med omtrent 2/3 flertall et vedtak som la grunnlaget for det som skulle bli en stadig sterkere fornorskingspolitikk. Kirke- og undervisningsdepartementet ba Stockfleth om en uttalelse i forbindelse med dette vedtaket, og han skreiv da en 60 siders utredning med tittelen: Sendebrev til de Herrer Representantere ved 12te ordentlige Storting, som den 7de Juni stemmede for det Forslag: «Regjeringen anmodes om at anstille Undersøgelse, om og hvorvidt der skulde være Anledning til ved at bibringe de norske Lapper, især de i Sødistrikterne boende, Undervisning i det norske Sprog, at virke til dette Folks Oplysning samt at meddele næste Storting Resultatet af disse Undersøgelser» Vi gjengir her deler av dette sendebrevet.

Foranledningen til denne Kongelige naadigste Resolution af 2den September d. A. gav Repræsentant fra Finmarkens Amt, Provst Aars. Ifølge Referatet i Morgenbladet for 8de Juni fandt Proponenten at den Kongelige naadigste Resolution af 24de Februar d. A., der aabner fortrinlig Adgang for dem, der aflægge Prøve paa Kyndighed i det lappiske Sprog, til Ansættelse i Finmarken:[2]

1) for meget uheldig;
2) nogen tilsvarende Nytte torede han ei denne havde;
3) som en Følge heraf fremsatte han ovennævnte Forslag med det Tillæg: at Regjeringen skulde meddele næste Storting Resultatet af disse Undersøgelser;
4) denne Sag troede han kunde være ligesaavel værd en Kommision som mangen anden, og ved at anordne en saadan
5) var han efter det Bekjendskab, han havde til Stemningen i de angjeldende Egne, overbevist om at mangfoldige Stemmer vilde forene sig med hans.

Alle de til den fuldstændig og fyldestgjørende Besvarelse og Belysning af denne Sag nødvendige Data findes i Bogen: Bidrag til Kundskab om Finnerne i Kongeriget Norge.[3] Ved Udtog af og under stadige Henvisninger til de Steder i Bogen, hvor den fuldstændigere Behandling er at læse, vil det formentligen kunne godtgjøres:
1) De i Forslag bragte Undersøgelser ere foretagne og vise disse tillige Beskaffenheden af den af Proponenten paaberaabte Stemning i de angjældende Egne før hans Tale i Tinget.
2) de trufne Foranstaltninger ere byggede paa disse mere end fem Decenniers fortsatte og stedse gjentagne Undersøgelser og afgivne Erklæringer af Mænd, der alle have tilbragt en Række Aar iblandt Folket;
3) der gives ingen anden Maade til det lappiske Folks Oplysning end den i de senere Aar anvendte;
4) det har aldrig været forment[4] nogen, som forstod Norsk, at modtage undervisning i samme. Undervisningen i og Tilegnelsen af det norske Sprog er saa langt fra nogensinde at have ligget uden for de siste Tiders Foranstaltninger, at disse meget mere afgive den eneste mulige Maade, hvorpaa denne Undervisning og Tilegnelse kan forberedes;
5) Proponentens Forslag vidner i den Grad om Uberkjendtskap til den Sag hvorom han taler, at man er berettiget til at antage han ikke engang har gjort sig bekjendt med den af det Kongelige Kirke-Departement til Stortinget tilstillede trykte Beretning om disse finmarkiske Sprogforholde;
6) Proponenten har saavel skriftlig som mundtlig, saavel i Tinget som udenfor Tinget, modsagt sig selv;
7) Den av Hr. Provsten paaberaabte Stemning i de angjældende Egne efter hans Tale i Tinget begyndte at blive kundbar.

Deretter argumenterer Stockfleth gjennom sitater og henvisninger til Bidrag til Kunnskab... for at alle nødvendige undersøkelser er gjort og at de alle tyder i samme retning; at det er fullstendig bortkasta å undervise samer på norsk, men at opplysning for samene må foregå på samisk.
Men samtidig argumenterer Stockfleth mot dem som vil lage et eget seminar for utdanning av samiske lærere.)

Det lappiske Seminariums Adskillelse fra det norske fraraadede jeg fornemmeligen af følgende Grunde: «Ved saaledes at afsondre Lapperne og udelukke det lappiske folks Lærere og Lærlinge fra Samqvem med og fra Paavirkning af den mere dannede Verden, vilde man hemme ethvert Fremskridt til Kultur, banlyse for evig al sand kristelig Oplysning fra Finmarken, at en saadan Afsondring følgeligen vilde nogen nær være en aandelig Tilintetgjørelse. Og udhevede jeg Nødvendigheden af at de paa Seminariet dannede lappiske Skolelærere være kyndige i det norske Sprog.»

Som prest var Stockfleth i første rekke opptatt av kristendommens utbredelse, og han reagerte skarpt mot at religionen skulle bli misbrukt til å tjene politiske hensikter:

Naar man kun vil meddele Lapperne Guds Ord paa Norsk, saalænge Folkesproget er lappisk, saa forbinder man jo aabenbart med Religionsundervisningen et Bihensyn, og knytter Meddelelsen af det høieste Gode, Religionen, til en Betingelse eller Fordring, der nu i vore Dage, naar det gjælder andre Nationer, eller det skulde gjælde os selv, «erklæres for en Barbarisme,» nemlig den, at et Folk derved skal bringes til at opgive sit Sprog. Det vedkommer i Grunden ikke Præsten og Skoleholderen, som Religionslærere, hvorvidt Lapperne bør lære Norsk eller ikke; men det er deres Pligt at meddele dem Gudherrens Ord i det Sprog, som Børnene og Folket forstaa. Ere disse ikke det norske Sprog mægtige, saa er det Religionslærerens Pligt at erhverve sig Kundskab heri, for at ikke Hovedsagen, Kristendommens Udbredelse, skal lægges Hindringer i Veien, og for at ikke Generationer skulle dø hen som halvomvendte og halvfornorskede Hedninger.
Ingen høiere Magt har bemyndiget eller berettiget Præsterne, Sjælesørgerne og Skolelærerne til at benytte Evangeliet som et Middel i Politikkens Tjeneste. Evangeliet være fri for, og ubunden af særegne folkelige eller politiske Hensyn! Aarhundreders Erfaringer og Vidnesbyrd har tilstrekkeligen godtgjort, at Folket ikke kan blive Kristne uden gjennem det Sprog, som nu Gud engang har lagt i dets Hjerter og paa dets Læber.


[1] Erik Pontoppidan (1698-1764) var en dansk prest som bl.a. var professor i teologi, biskop i Bergen og rektor ved Københavns universitet. Han var en svært produktiv forfatter og skreiv bøker på mange områder, bl.a. språkvitenskap, historie og geografi. I 1737 ga han ut sin forklaring: Sandhed til Gudfrygtighed : udi en eenfoldig og efter Muelighed kort, dog tilstrekkelig Forklaring over Sal. Dr. Mort. Luthers Liden Cathechismo. Denne har seinere kommet i et utall opplag på dansk/norsk og flere på samisk, og blei brukt i kristendomsundervisninga i Norge i nesten 200 år.
[2] Resolusjonen gjaldt ansettelse av prester. (Red.)
[3] Denne boka var skrevet av Stockfleth sjøl og utgitt i 1848.
[4] formene = nekte


Flere artikler fra Samisk skolehistorie 4